Den sidste rejse...

Ved afslutningen af denne måned, har jeg været i gang med CW i 3 og et halvt år.

Jeg vil nok sige det tog mig 2 år at lære morse, hvis nogen skulle spørge mig, og så har det taget mig yderligere 1 og et halvt år at automatisere det. Eller som literaturen beskriver det, så bruger du først tid på at lære morse, og når du har lært det, bruger du tid på igen at "glemme" det. Med det skal forstås, at man det første lange stykke tid bruger mange kræfter på at lære det tekniske i CW. Alle tegnene, samt at sætte ord og sætninger sammen, både i lytning og i afsendelse. Når hjernen endelig kan dette under koncentreret tankevirksomhed, går øvelsen derefter ud på at automatisere CW, således det ikke længere er den bevidste del af hjernen der udfører kodningen, men derimod underbevidstheden.

Set i det lys, så er jeg kun lige trådt ind i denne ubevidste fase. Det er noget som sker gradvist, og bestemt ikke fra den ene dag til den anden. Og rejsen ind i den ubevidste er uden tvivl lige så lang, og med lige så mange udfordringer som den første del med at lære CW. Men som jeg ser det, må det trods alt være den sidste rejse jeg nu er påbegyndt.

Den nye situation, er måske også den som gør at jeg føler jeg ikke længere træner, sådan som jeg gjorde det tidligere. Jeg føler det på en måde, som hvis jeg skulkede fra skole, og ikke fik lavet mine lektier. Følelsen af dårlig samvittighed, eller at man ikke længere gider. Omvendt kan man jo sige at man får trænet så rigeligt på båndene når man har QSO, og det er der da heller ingen tvivl om, men det sker bare ikke med samme grad af læring mere. Læringen har nået et plateau, og landvindingerne bliver mindre. Den type træning jeg lavede før, giver ikke længere forbedringer som modsvarer indsatsen.

Dette har jeg tænkt lidt over, også for at finde ud af hvad jeg egentlig vil med CW. Vil jeg bare nyde mine nyerhvervede evner og køre QSO, velvidende jeg nok bare holder mit nuværende niveau, og måske vinder 3-4 procent mere over tid, hvis jeg ellers køre ofte nok, og så håbe jeg ikke bliver træt af det? Skal jeg hoppe med på QRQ vognen med Hjalmar, Kim og Flemming, og se om jeg kan nå 40wpm eller mere? Påbegynde contest, QRP eller noget helt andet? Hvad vil anspore min fremtidige interesse for CW? Det er der jeg er nu. Jeg skal finde mig en retning. Måske også derfor jeg har brugt tid på at lære Bug'en at kende, samt forsøge at træne med den anden hånd. Og spørgsmålet er stadig, hvor skal jeg tage hen på den sidste rejse udi CW?

Jeg er ikke kommet frem det rigtige endnu, men jeg ved også med mig selv, at jeg skal finde en bestemt retning hvis jeg igen skal give den gas og forbedre mig. Det giver ikke nok at gøre som nu, hvor jeg gør lidt af det hele. Jeg flytter mig bare ikke nok. Det har været OK med en slags "pause" nu, hvor jeg ikke har trænet som før i tiden, men jeg besluttet mig for at trække i arbejdstøjet efter sommerferien, og give den gas med den retning jeg nu får valgt mig!

Er der måske andre der har tænkt samme tanker som mig? Jeg tager gerne imod inputs, eller vinkler på dette tema   :)